22 kilo LEGO-produkter


12593887_1306097952749172_6669085758599905040_o.jpg


22 kilo LEGO er et hit

Tove Videbæk har sammen med foreningen »Børnenes Liv« været i Nicaragua for at yde støtte til de fattige børn

30. januar 2016, 11.00 

NØDHJÆLP Det var en stor oplevelse at besøge de 30 tidligere gadebørn, som foreningen »Børnenes Liv« giver husly, mad og skolegang i Nicaragua.

Det fortæller Tove Videbæk, der ud over at være byrådsmedlem også bruger meget energi og tid på at skabe bedre forhold for fattige børn i det mellemamerikanske land.

Hun har netop været med »Børnenes Liv« i Nicaragua, og med som gave var medbragt 22 kilo LEGO, der var skænket som gave af Lego-Charity.

- Disse børn har aldrig selv ejet Lego, og børnehjemmet og skolen har ikke haft midler til at købe noget heller. Vi glæder os nu til at se børnenes kreative udfoldelser via fotos, som lederne vil sende til os, fortæller Tove Videbæk.

Legesagerne var ikke det eneste, som foreningen medbragte.

- Vi havde også glædet os til at aflevere en brugt traktor, en plov og en harve, som »Børnenes Liv« har fået doneret midler til af tre gode venner. Disse ting er der i høj grad brug for, idet den traktor, som vi tidligere så på marken ved skolen, lignede noget, der kom fra et russisk museum, fortæller hun.

Udfordring med levering

Alt gik dog ikke helt som ønsket.

- »Vores« traktor skulle ifølge planen være landet i Nicaragua næsten samtidigt med, at vi ankom til landet. Men på grund af diverse forsinkelser på sejlturen undervejs, ankom den først til Nicaragua 29. januar. Vi rejste hjem 26. januar, siger Tove Videbæk.

Nicaragua er et frugtbart land og var engang det mest velstående land i Mellemamerika. I dag er landet det fattigste i området. Mange mennesker og især børnene lever derfor uden håb for fremtiden.

- Det vil »Børnenes Liv« gøre noget ved. Derfor bliver projektet mere og mere et landbrugs-projekt, hvor børnene lærer om landbrug. Dette vil give dem en god mulighed for at klare sig selv økonomisk senere i livet, forklarer Tove Videbæk.

Kampen fortsætter

På turen til Nicaragua var også møder med en samarbejdspartner, som til daglig rent praktisk tager sig af børnene. 

- Sammen planlagde vi, hvorledes projektet kan gøres endnu bedre og rumme endnu flere gadebørn. Desværre er der dog udfordringer i det, da vi har fået besked om, at der på grund af nedskæringer i udviklingsbistand ikke kan gives tilskud i 2016. Der er dog forlydender om, at vi igen i 2017 eventuelt vil kunne opnå tilskud, siger Tove Videbæk og fortsætter:

- Men gadebørn kan vi jo ikke sende »hjem« i et år. For hjem for dem er gaden i storbyen, Managua. Her har de tidligere levet og spist mad, som andre har smidt ud, eller de har lavet kriminelle aktiviteter for at få penge til at købe mad. Ligesom de har sovet i plastik og pap i grøfter og oppe i træer. Dette kan vi naturligvis ikke sende dem hjem til. Så alle sejl sættes til for at skaffe 300.000 kroner i 2016, så børnene kan blive i børnehjemmet, gå i skole og få praktiske færdigheder, så de senere vil kunne klare sig selv økonomisk - og så dette meget smukke og frugtbare land kan komme på fode igen.


Kilde:  http://aoib.dk/artikel/20160130/22-kilo-lego-er-et-hit 





                                                                                                © Børnenes Liv